"Gæt et pip" tager jer med på en særlig lydoplevelse i fuglesang fra Danmark. Gennem det levende lydunivers — et interaktivt fuglehus med forskelligartede fuglestemmer fra den danske natur — undersøger I velkendte fugles lyde: sang, kald og skrig.

Princippet
Installationen har integreret fuglesang ud fra et bestemt musikalsk "princip", hvor hver enkelt fuglekasse rummer sin egen fuglestemme, som man kan vælge at lytte til og spille på. Lyden styres ved hjælp af hånden.
Når hånden nærmer sig fuglekassens hul, begynder fuglen at synge!
Ved at aktivere fuglestemmen i kassen skal man se, om man kan gætte, hvilken fugl det er. På gavlen sidder en fugleplanche med info om de fugle, som findes på selve installationen.
At lytte til fugle er både musikalsk og kreativt på samme tid — og så er det udfordrende på en sjov måde.

Gå på opdagelse i "Gæt et pip", og lær om fuglenes specielle karakteristika. I undersøger de forskellige muligheder for at veksle mellem fuglenes stemmer og niveauer, hvor lys og lyd spiller sammen.
I "Gæt et pip" er der ny viden, facts og sjove oplevelser i vente — og et sted på installationen gemmer sig en særlig overraskelse: en hemmelig "fantasifugl".
Mød fantasifuglen Pippiluna
Leg med naturlyd
"Gæt et pip" er et naturlyd-projekt, som benytter sig af et specialudviklet læringsredskab. Børns interesse for det naturvidenskabelige fagområde og musik styrkes gennem studiet af fugleliv.
Hvor findes de? Hvordan ser de ud? Og hvordan lyder deres stemmer?
Aktiv lytning, refleksion og imitation giver børn indsigt i temaet LYD.
Fuglekassen fungerer som et instrument — udforsk, hvad det kan.
Her kommer I tæt på fuglene, som ikke blot kendes på deres udseende, men også på deres melodier og klang. At lytte til fugle, der synger, er at styrke det "indre musikalske øre" og samtidig få en større fornemmelse for bl.a. dynamik, rytmik og tonalitet i et musisk og naturfunderet univers.
"Gæt et pip" handler om fuglesang, der er et "sprog" i sig selv — og som børnene må skabe deres egne kreative eksperimenter igennem.
Installationen henvender sig særligt til børn i alderen 4–12 år. I "Gæt et pip" følges børn og voksne ad. Ingen voksne uden børn — og omvendt.




På turné
Vi har mange samarbejdspartnere — kulturinstitutioner og museer mv. landet over — hvor bl.a. bibliotekerne har vist sig som et fint match for vores lyd- og tech-installation "GÆT ET PIP", som også er et samlingsrum for nye oplevelser og viden om naturen.
"GÆT ET PIP" har været på turné rundt i DK i 2018–2026, og snart er vores PIP-hus ude at "flyve igen"… for fuglene pipper jo lige nu for fuld hammer.
Pris: "Gæt et pip" koster i alt 6.000 kr. inkl. transport, opsætning og nedtagning.
Lejeperiode: ca. 1–1,5 måned.
Der kræves ingen ekstra forsikring, da al software i installationen er låst forsvarligt inde — når bare vi ved, at den står forsvarligt låst inde om natten, mens der jo er personale hos jer i dagtimerne.
Kontakt os for aftale om leje og pris for at få vores "Gæt et pip — interaktiv fugleinstallation for børn og fuglesang" ud i jeres børneafdeling.
Kontakt os